Interview med Else Jensen

Rådhustårnets irgrønne spir og den store urskive med de gyldne visere og romertal står lige uden for det skrå ateliervindue. Så tæt på at man nærmest føler, det bare er at række armen ud, så har man fat i tårnet. Heroppe på 5. sal midt i det allerinderste indre København, højt hævet over gadelarmen, menneskemylderet og trafikken er der ro og fred og malerier fra næsten alle verdenshjørner. Et par stole, et par borde, et stort staffeli og en rigtig gammeldags støbejernsovn på lave kommodeben udgør interiøret i Else Jensens atelier. Med en sløv kniv, der ser ud som om den har en fjern fortid som en del af et spisebestik, tværer hun en indtørret stribe lilla ud på bordet, der tjener som palet, ælter farven lidt med kniven og smører den på lærredet. Bare sådan. Tilfældigt ser det ud, men er det langt fra. Virkningen udebliver ikke, sådan som farven nu er placeret mellem kraftige blå, røde, sorte, okker, solskinsgule og chokoladebrune farver, der tilsammen er ved at blive til et færdigt billede fra Mexico. Et maleri af børn og voksne mennesker, som sidder tæt sammen. ikke mindst børnene er hun begejstret for. De er så smukke med deres mørke lød. Begejstringen lyser ikke bare ud af billedet, men også af kunstneren selv, når hun taler om sin rejse til Mexico. - Det vrimler med mennesker, som bevæger sig i klynger. Pludselig møder du ude i regnskoven mennesker med ting på hovedet, og de bevæger sig utrolig smukt - så malerisk. De udstråler en enestående venlighed. Det var der, jeg fik min interesse for mennesker i landskabet, fortæller hun, og der er dyb lidenskab i hendes stemme. Opholdet i Mexico og den svenske nobelpristager Harry Martinsons digtbog ,"Aniara" har givet hende interesse for mennesket som motiv. "Aniara", der handler om vores forhold til jorden, så meget, at det blev til en hel udstilling af samme navn for et par år siden. Før var det først og fremmest naturen, der inspirerede hende dybt og inderligt.- Jeg elsker naturen, og det har muligvis noget at gøre med min barndom, hvor vi legede i de gamle både ved Sletten, der dengang var så herligt oprindeligt. Jeg var heldig som barn at være på landet hver sommer, og det var usædvanligt dengang. - I dag kunne jeg ikke udholde tanken om at skulle være i København om sommeren, siger Else Jensen, der ikke alene har atelier og litografisk værksted, men også bolig midt i hovedstaden. Men så heldig er hun også, at hun både kan søge tilflugt til Mols og de imponerende grønlandske isbjerge, når hun altså ikke er ude på en af sine utallige udlandsrejser. - Jeg elsker at rejse. Der er en utrolig inspiration i at være ude at møde andre mennesker og landskaber. Jeg er nok et meget dramatisk menneske, og jeg elsker at rejse i landskaber med kontraster, siger Else Jensen. Hun betegner sig selv som naturalist. - Det jeg laver er i hvert fald genkendeligt, siger hun. Kunstklubbens værk med motiv fra Mols bekræfter det og viser samtidig, at hun langt fra har droppet naturen som inspirator. Nej, det betager hende sandelig stadig. For eksempel når hun opholder sig i Grønland i huset, der ligger nordvest for Jakobshavn.- Vandet bag isen er altid stille. Man kan blive ved med at glo på de isbjerge og stranden med dens store sten. Hver dag skal man hen til vinduet og se på sit isbjerg. I stormvejr kan vandet være smaragdgrønt og himlen sortblå med store, jagende skyer. Og når man så vender tilbage til Mols, der er bakket og blidt, så nyder man landskabet med blomster, mos og lav. Den kan jo ligge som et helt persisk tæppe under ens fødder - det er så smukt, at man kan blive helt rørt over det. - Jeg holder meget af den tid, hvor landskabet på Mols er helt lysende - hvor den gule sennep står op mod den blå himmel og det kan virke helt overjordisk. Eller når græsset i Mols bjerge er lyserødt og kvæget går mellem enebærbuskene, der står som søjler - uha, det er så dejligt. Siden slutningen af 1930erne er Else Jensen kommet i Mols Bjerge, og siden hun blev uddannet hos professorerne Kresten Iversen og Aksel Jørgensen har hun malet.Grafikken begyndte Else Jensen først at arbejde med senere, da hendes mand gik på Grafisk Skole og begejstret fortalte om mulighederne ved denne udtryksform. Litografiet med Molsmotivet er opstået ved en tilfældighed i forbindelse med rengøringen af hendes trykpresse. Under afvaskningen brugte hun dette ark til at suge noget af farven væk, og en underlig, helt ny grafisk billedvirkning opstod.Selv om hun ikke er helt ung længere, holder Else Jensen stadig meget af at eksperimentere, at udtrykke sig på nye måder. Ja, hun mener faktisk selv, at hun eksperimenterer meget mere nu end tidligere. - Det betyder også meget at komme videre - ikke at gå i stå. Jeg synes, det er så sørgeligt, når kunstnere finder en form og bliver i den. Det er som at gå ad en strand i sandet og sætte fodspor og så gå tilbage i de samme fodspor, så karakteren går af dem. Jeg mener ikke, at man ikke kan beskæftige sig med et emne, men det er frygteligt med banaliseringer. Den slags er der ikke fare for, at Else Jensen forfalder til. Og selv om der da har været trængselsstunder i tidens løb, er hun lykkelig for at man ikke som kunstner kan blive tvunget på pension. Ja, man fornemmer endda hos hende en umiddelbar glæde ved at være så gammel, som hun er. - Jo, siger hun, ved du hvad, man har nået så meget, som man kan forvente. Har ikke længere ambitioner om at blive berømt. Der er en utrolig følelse af frihed i ens indre landskab og sind, som gør, at man kan sige: Hvorfor dog ikke nu prøve alt muligt? Der er ikke noget, man skal leve op til. - Og når man rejser, er det for at opleve og få alle de indtryk, der betyder noget, ind i sindet. Man får lyst til at møde de ting, der er evige. For eksempel var det en sær oplevelse for mig at stå lige ved siden af Sfinxen i Egypten, hvor jeg var inviteret ned som statsgæst for en del år siden. Mærkværdigt at Sfinxen har ligget der og gloet ud i ørkenen i tusinder af år. - Og livet i Grønland - det er jo ligesom livet, filosoferer Else Jensen. Livet deroppe ligger lige ved siden af døden. Falder du i vandet, er det slut. Det er i familie med de andre store ting her i livet - de store forfattere, de store film, musikken. Hvad er der egentlig andet her i livet, end liv og død, had og kærlighed? Når man arbejder, så er det jo livet om at gøre - verden udenom forsvinder, og det er afgørende vigtigt, om man skal vælge den gule eller orange farve. Selvfølgelig er det forbundet med store vanskeligheder og sorger at være kunstner, men det er også godt. For persilleland, hvor alt er lige stort og lige småt - det er ikke til at holde ud.