Kongen af Saqqaq

 

Karl Torleif Hannibal Fencker var søn af kolonibestyrer i Aasiaat, Karl Fencker, som selv var søn af Edgard Christian Fencker, landsfoged for Nordgrønland, bosat i Godhavn. Han blev født 15. oktober 1914  og opvokset i Grønland. Hannibal blev pensioneret i 1969 og døde på Rigshospitalet i København 3. maj 1986. Han talte flydende dansk såvel som grønlandsk og gav selv udtryk for primært at tænke grønlandsk. Samtidigt var Hannibal en person, som suverænt kunne bevæge sig mellem flere kulturer og sprog, hvilket hans mange internationale kontakter vidner om.

Katrine Marianne Amalie Louise Nielsen blev født 30. april 1912 i bygden Igdlorssuit i Uummaanaq-fjorden som datter af fanger Hans Nielsen og hustru. Amalie tilbragte sine sidste år på plejehjemmet i Ilulissat og døde i 1998. Amalie var både dygtig og hårdtarbejdende. Hun stod for driften af den store husholdning både til hverdag og med stor gæstfrihed over for de uendeligt mange gæster og besøgende. Hendes skindarbejder var kendt som noget af det ypperste, og sammen med Hannibal rejste hun på hele kysten og instruerede i skindsyning og skindbehandling. Amalie fik en lang række præmier for sit arbejde.

 

Amalie og Hannibal blev gift i 1944.

 

Hannibal havde i sit hverv som udstedsbestyrer fra 1940 til 1969 mange funktioner. Han stod først og fremmest som KGHs mand på stedet for alt praktisk i forbindelse med bygdens drift og med forvaltning af handelen, men han havde også rollen som forvalter af retsvæsen og udøvede den sociale myndighed - havde folk problemer, kom de til Hannibal.

Han var driftig og udviklede bygden til, hvad man på daværende tidspunkt anså som en mønsterbygd. Som udstedsbestyrer havde han store beføjelser og så godt som “frit spil”, når det gjaldt om at leve idéer ud i livet. Da hans datter blev forlovet med en pilot, anlagde han eksempelvis en landingsbane (den blev så vidt vides kun brugt én gang!). Den nuværende heliport er anlagt for enden af banen.

 

Da der i mange år ikke var sundhedsklinik i bygden - nærmeste læge befandt sig i Ilulissat og Qullissat - var et andet nødvendigt hverv at fungere som stedets “sundhedspersonale”. I huset havde Hannibal et ganske omfattende apotek og et stort udvalg af medicinsk udstyr og måtte stå for behandling af alt akut. Hannibal fungerede derfor også som fødselsmedhjælper eller “jordmoder” for en lang række af bygdens børn.

 

Hannibal havde stor og alsidig viden om den grønlandske natur. Han kendt Diskobugten som sin bukselomme og var samtidig en dygtig jæger. Han havde rejst i store dele af landet og havde i 1938-39 krydset Mellevillebugten sammen med den kendte fotograf Jette Bang.

 

Hannibal havde mange interesser og var et belæst og vidende menneske. Han opbyggede et større bibliotek, abonnerede på National Geographic og Times Magazine (findes stadig i huset). Han var også en ivrig radioamatør. Omkring huset rejste han flere radiomaster og drev i en periode en mindre radiostation i Diskobugten.

 

En anden stor passion var havebrug. Drivhusene i Saqqaq var i mange år verdens nordligste. Haven ved huset havde mange blomster. Selv subtropiske planter som dadler og citroner lykkedes det ham at få til at vokse i drivhus. Hannibal modtog Det Kongelige Haveselskabs sølvmedalje i 1973 for fremragende havearbejde.

 

I 1940’erne var Hannibal den, der opdagede en ny inuit-kultur. Han gav børnene 5 øre eller et bolsje for hvert stenredskab, de kom med. Børnene var på den måde de første arkæologer i området vest for den nuværende bygd. Sidenhen kom Nationalmuseet til - en gammel inuit-kultur dukkede op af jorden. Den blev opkaldt efter det første fundsted og fik navnet Saqqaq-kulturen.

 

I tidens løb fik Hannibal en række filmfolk til at interessere sig for bygden.

Jette Bang filmede, med Hannibal som medinstruktør, ”Inuit”, i 1938, der fastholder de sidste perioder af den ægte grønlandske fangerkultur.

Bjarne Henning-Jensen filmede den første store farvefilm med en handling, ”Hvor Bjergene sejler”, 1955. Den gav danskerne det første stærke oplevelse af grønlændernes problemer med tuberkulosen og fangsten - men også stærke glimt af det smukke land. Det var første gang folk i bygden så en bil og oplevede elektriciteten. Dengang boede de fleste stadig i tørvehuse.

Henning Ballings berømte spille-dokumentarfilm ”Qivitoq - Fjeldgængeren” fra 1956 blev filmet mest i Saqqaq - med Hannibal som medinstruktør. Folk i Saqqaq blev skuespillere. Børnene tjente lommepenge på at medvirke - 25 øre for en dag som statist i ”Qivitoq”. Mange blev venner med Poul Reichhardt. Filmen fik en Bodil.

Hannibal hjalp også Jørgen Roos med ”Grønland” i 1981.

 

Utallige mennesker besøgte Hannibal og Amalie i deres hus i Saqqaq. Det var et gæstfrit sted, og folk lagde gerne turen forbi.

Knud Rasmussen og Peter Freuchen kom forbi Saqqaq flere gange. Hannibal og Manasse Mathäussen (bygdens berømte kajakmand) rejste med Knud Rasmussen. Freuchen fortæller i sine erindringer om problemer med en jaloux ægtemand i bygden.

Dronning Margrethe kom på besøg for at se på de arkæologiske fund. Der findes film, som viser hende spise frokost i Hannibals have - berømt som den nordligste have i verden.

 

Hannibal og Amalie fik fire børn, en pige og tre drenge. Herudover tog de som en selvfølge flere børn i pleje. Familien har stadig en tilknytning til Saqqaq.

 

”Kongen af Saqqaq” var gennem sit dynamiske, driftige virke, sit levende, vidende og gæstfrie væsen med til at forhindre, at bygden i slutningen af 1960’erne blev nedlagt, som det var så mange andre bygders skæbne, og i stedet blev bygden fasttømret i bevidstheden hos en en hel generation - helt frem til vores dage, hvor turister stadig besøger “Hannibals Saqqaq”.

 

Kongen af Saqqaq, døde 1986, 72 år gammel, og ligger begravet ved siden af Amalie og plejesønnen Aqqalu ved heliporten i Saqqaq med udsigt over bygden og Diskobugten.