top of page

At komme dertil

Turen fra Danmark til Saqqaq foregår i flere etaper. Første etape er fra Kastrup lufthavn til Grønlands navle - Kangerslussuaq (eller Sdr. Strømfjord, som den hedder på dansk). Herfra fordeles alle rejsende til resten af Grønland. Der er flere daglige flyvninger til Ilulissat, som er næste stop på rejsen. I Ilulissat må man overnatte. Det kan anbefales at blive et par dage, da byen ligger fantastisk smukt - tæt ved den UNESCO-beskyttede isfjord.

Afhængig af årstiden enten sejler man med rutebåd eller flyver med helikopter videre til Saqqaq.

Fra Danmark til Kangerlussuaq

 

Kangerlussuaq internationale lufthavn ligger 4-5 timers flyvning fra Danmark. Om sommeren er der op til syv ugentlige afgange, om vinteren fire. Fra Kangerlussuaq er der gode forbindelser til resten af Grønland. Der er for eksempel blot 45-50 minutters flyvning til Nuuk sydpå og til Ilulissat i nord i Diskobugten.

Ilulissat

 

Ilulissat ligger ca. 350 km nord for polarcirklen og er Grønlands tredjestørste by med 4.558 indbyggere (feb 2013) og næsten lige så mange slædehunde. De omkringliggende 4 bygder er Saqqaq, Qeqertaq, Oqaatsut og Ilimanaq. Byen ligger ved den 40 km lange isfjord, der er fyldt med enorme isfjelde fra den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle.

”Ilulissat” betyder ”Isfjeldene”, og disse kridhvide mastodonter er en kilde til daglig betagelse, når blikket glider ud over Diskobugten.

 

Byen har flere hoteller af høj standard. Her er også et vandrerhjem og en teltplads. Også restauranter findes i byen.

Byens turistinformationskontor kan give oplysninger om seværdigheder og udflugtsmål. Der findes også flere bureauer, som arrangerer ture til eksempelvis isfjoden og nærliggende bygder.

 

Næsten dagligt har Air Greenland direkte fly til Ilulissat fra den internationale lufthavn Kangerlussuaq. Enkelte afgange går via Aasiaat. Til Kangerlussuaq er der fra Danmark/Europa om sommeren op til seks afgange, om vinteren fire ugentlige afgange.

 

 

Med skib

 

Om sommeren sejler man til Saqqaq. Selskabet Disko Line har i skrivende stund en ugentlig rute fra Ilulissat til Saqqaq.

Turen tager ca. 7 timer, og man kommer forbi en række mindre bygder i Diskobugten. Turen er en fantastisk rejse gennem den Grønlandske natur - blandt isfjelde og langs ubeboede kyster og er man heldig, kan man se hvaler.

 

Det kan betale sig at holde sig a’jour med sejlplanen – især ved afgang!

Helikopter

 

Selvom Diskobugten ikke længere altid er frosset til om vinteren, så er den eneste måde at komme til Saqqaq om vinteren stadig med helikopter.

Det er en storslået oplevelse af se det sneklædte, åbne land, isfjelde og bræer fra fugleperspektiv!

 

Air Greenland står for beflyvningen fra Ilulissat.

Privat sejlads eller vandtaxi

 

Det er selvfølgeligt også muligt at arrangere sin egen sejltur til Saqqaq. Stort set alle har deres egen båd - det er simpelthen måden at færdes på om sommeren, og når isforholdende gør det muligt. 

 

En privat båd kan ofte gøre turen hurtigere end rutebåden, og man har friheden til selv at planlægge ruten eller gøre afstikkere - f.eks. til den gamle, nu nedlagte hvalfangerkoloni Ritenbenk. Det er imidlertid vigtigt, at man skal sikre sig, at båden er godkendt til passagersejlads (P-godkendt). Se mere herom på siden "Aktiviteter" og "Bådture".

 

Det kan imidlertid være svært selv at stå for arrangementet, og det kan let blive en dyr fornøjelse! Kontakt evt. på forhånd Ilulissat turistinformation eller de lokale turistbureauer - der er også private turarrangører, som laver sightseeing sejladser i Diskobugten. Et nyt tiltag er den såkaldt vandtaxi. Se linket herunder:

 

http://watertaxi.gl/en/ilulissat/

bottom of page