top of page

Aktiviteter

Udover at nyde roen, den storslåede natur omkring huset, bygdens liv og rytmen, hvor tid ikke længere er en meningsfyldt faktor, så er der et væld af muligheder for aktiviteter og oplevelser, som selvfølgeligt afhænger af vejr og årstid.

Fjeldvandring

 

Der er mange vandremuligheder fra korte ture i og omkring bygden over dagsture til de nærliggende tørvehusruiner og elve til flerdages ture, og ture som kræver stor planlægning og aftaler om afhentning.

Hvis du klikker på linket herunder, finder du kort og beskrivelser af en række ture med sværhedsgrad.

 

Om vinteren er det muligt at vandre på slædevejene. De bliver kørt fast til, er brede og strækker sig langt ud i landskabet og over isen, man skal blot være opmærksom og træde til side, når en hundeslæde nærmer sig. Endvidere skal al færdsel på havisen foregå med stor forsigtighed. Den stigende havtemperatur resulterer i åbent vand og tynd is - spørg de lokale!

Sejlads

 

Alle grønlændere har eller har adgang til en båd. Om sommeren er alle på havet. Det er med båd, man kommer fra A til B, det er herfra man fanger sin aftensmad, og det er den, der giver adgang til de uendelige kyststrækninger, de utallige bugte, vige og øer. At sejle ud, pilke et par torsk, gå i land et smukt sted og tilberede sin fangst på bålet, er udtryk for den mest fantastiske form for frihed!

 

Omkring Saqqaq er der en lang række fantastiske destinationer, som alle kan opleves på en dagstur.

 

Hvis man vil leje en båd, kan man spørge sig for hos handelsforvalteren eller på kommunens kontor. Prisen er almindeligvis fast, idet der er overenskomst på området. Afhængig af turens længde og bådens størrelse og type vil prisen nok ligge på fra 500 kr. til 3.000 kr. Det kan let være pengene værd.

Men husk at båden skal være godkendt til passagersejlads (P-godkendt). Det hjælper ikke juridisk, at passagerer skriver under på, at det er ’på eget ansvar’. Juridisk falder det ind under begrebet ’ulige aftaleforhold’, hvilket betyder, at da gæsten ikke er i stand til at vurdere risici ved sejladsen, kan man ikke fraskrive sig risikoen ved nok så mange underskrifter.

 

Hundeslæde

 

De fleste har egne slædehunde - også selvom mange i dag har anskaffet den mere magelige version i form af en snescooter.

Hundeslæden bevæger sig stødt og roligt og næsten lydløst gennem landskabet. Det er fantastisk at opleve slædehundene i aktion, og der er ikke noget bedre end at nyde sin medbragt mad langt væk fra bygden, i et dalstrøg, på en urørt sneflade, for enden af slædens spor eller at komme træt og tilfreds hjem til bygden, hvor lysene så småt er begyndt at tændes, efter en vidunderlig dag i glitrende hvidt og knitrende blåt.....

Snak med de lokale - der er sikkert nogen, som gerne vil bruge en dags tid på en tur i oplandet. Det koster selvfølgelig noget - aftal en pris på forhånd.

Sten og mineraler

 

I Grønland findes verdens ældste geologiske formationer.

Der er mange forskellige mineraler og bjergarter i Grønland. Man kender til ca. 3500 forskellige mineraler, og af dem findes de 500 i Grønland. Grønland har også mange ædelstene og ædelmetaller. Blandt andet findes der guld, platin, rubiner og diamanter. Desuden findes flere forskellige smukke sten, der bruges som smykkesten. Den mest berømte smykkesten er rød tugtupit. Andre smykkestene er grønlandit, månesten, nuummitt, opal, krystal og agat.

Kalcedon/Calcedon findes kun i få steder i verden og findes i hvid, blank/grå og lys blå og kan findes både på Diskoøen og Nuussuaq.

Man kan også finde rav langs kysten, og i de gullige grusformationer under bjergkæden bag bygden kan man være heldig at finde forstenet træ.

 

 

 

Svampe og bær

 

Der findes en række forskellige bærarter i Grønland. De mest almindelige omkring saqqaq er:

 

- Mosebøllebær (ligner blåbær)

- Revling

 

Af andre spiselige planter kan nævnes:

- Kvan

- Syre

 

Svampene er et kapitel for sig. Her findes mange fine spisesvampe og det bedste er, at ingen af de grønlandske svampe er er giftige.

 

De bedste spisesvampe:

- Kamfluesvampe

- Birkerørhatte

- Champignoner

- De bedste skørhatte

- Flere mælkehatte

 

 

Kultur

 

Den gamle kolonibestyrerbolig og Hannibals første hjem i Saqqaq, kirken og de gamle pakhuse ved havnen er alle bygninger af både historisk og bygningskulturel interesse.

Kolonibestyrerboligen er planlagt som et kommende museum for bygden.

Både i bygden og langs kysten findes mange spor af tidligere beboelse - tørvehusruiner, grave og eskimoiske legepladser hvor børnene kunne lære at begå sig i den arktiske natur.

Vest for det nuværende Saqqaq findes det område, hvor selve Saqqaq-kulturen blev gravet frem. Der er dog ikke meget tilbage at se i dag.

På Diskoøen og andre steder i Diskobugten findes nedlagte byer, bygder og bopladser. Her er bl.a. spor efter minedrift og hvalfangst.

De bedste eksempler er Ritenbenk, som i sin tid overtog Saqqaqs status som koloni, og Qullissat, som blev nedlagt i 1972 men som mange familier stadig vender tilbage til en gang om året.

 

  
Langrend

 

Der er masser af muligheder for langrend i terrænet omkring Saqqaq.

Der er nogle få i bygden, som dyrker sporten, og indimellem trækkes der en løjpe op med snescooter - ellers må man lægge sit eget spor.

 

Har man ingen ski, kan man istedet vandre på slædevejen. Den strækker sig langs kysten og ind i landet mod Saqqaq-dalen. Vejen er fast tilkørt af de lokale fangere - man skal blot være klar til at træde til side, når der kommer en hundeslæde forbi!

Fiskeri og fangst

 

Der er masser af muligheder for at fiske - fra kysten, fra båd og i søer og elve. Uvak (fjordtorsk), torsk, ulk, hellefisk, helleflynder, stenbider og rødfisk er de mest almindelige fisk, og fjeldørred som er et yndet mål for lystfiskere.

I huset findes pilke, som er en line på spole med et tung lod og en krog og benyttes til at fiske fra båd. Man kan næsten være sikker på bid i det fiskerige farvand.

Muslinger kan ved lavvande plukkes i de små bugte og vige langs kysten.

 

Jagtsæsonen er fra omkring 1. marts til 1. maj og fra august til september.

Jagt på egen hånd er ikke mulig i Grønland for tilrejsende. Man skal deltage på en organiseret jagtrejse.

bottom of page