Hannibals og Amalies Hus i Saqqaq
Bådture
I Grønland sejler man! Så godt som alle har en båd - det er simpelthen den letteste måde at komme omkring på. Det er ofte små, åbne joller med påhængsmotor, som bruges til alt fra transport, jagt, fiskeri og til udflugt.
Det er en fantastisk fornemmelse af frihed at stryge ud i Vaigattet blandt imponerende isformationer, langs ubeboede kyster og under høje fjeldtoppe. Og fornemmelsen af eventyr klukker i maven, når man finder en lille vig, en lille strand, går i land og på opdagelse i omgivelserne og bagefter slapper af i solen, mens man nyder den medbragt mad.
Det er altid en god ide at medbringe fiskegrej. I huset findes pilke, som i princippet blot er en lang nylonsnøre på en spole med et lod og en krog. Her er masser af fisk, og man skal være uheldig at komme tomhændet hjem.
Det er meget tilfredsstillende både at tilberede og spise sin egen fangst.
Som tidligere beskrevet, er det vigtigt her at præcisere, at båden skal være godkendt til passagersejlads (P-godkendt). Spørg hos handelsforvalteren eller på kommunens kontor.
Herunder er beskrevet en række ture, som sagtens kan klares på en dags tid:
Tartunaq
Stedet er i dag ubeboet, men som det kan læses i uddraget herunder, var det tidligere et udsted med kateket og skolelærer.
I dag ligger kun en enkelt hytte tilbage, som bruges af fiskere og fangere.
Området er fantastisk. Man sejler langs massive, lodrette basaltvægge, gennem en karakteristisk "tandrække" af delvist nedbrudte klippetoppe, som strækker sig ud i havet og under havet og ankommer kort efter på den mest fantastiske strand - et kæmpe bueslag, der lægger sig for foden af skrånende fjeldsider, som stiger op mod de karakteristiske fjeldtoppe der tydeligt ses fra Saqqaq - "Amalies bryster".
Den tidligere beboelse og den nuværende hytte ligger på en grøn eng hævet over stranden. Bag engen rejser sig en ny væg af røde basaltklipper. Det kan lade sig gøre at passere denne væg i en lille slugt, hvor klippesiden ikke er høj, men man skal kravle det sidste stykke. Er man først over kanten, kommer man til en rød slette, der ligner et udsnit af et Mars-landskab. Herfra kan man forholdsvis let komme i højden og få et fantastiske kig over bugten og den grønne eng dybt nede.
Uddrag fra "Grønland - I anledningen for tohundredaaret for Hans Egedes landing - Bind 1" fra 1921:
Bopladsen Tartunaq, der ligger paa Nugssuaq Halvøen ca. 12 km Vest for Sarqaq, hører administrativt og handelsmæssigt til dette Udsted.
Husene ligger højt, ved Roden af et klippefuldt Næs under meget høje Fjælde. Paa Næssets Vestside er en Vig, der danner en god Havn. Over Land kan gaas og køres til Sarqaq (se dette Sted). Vejen er ret god, men Op- og Nedgangen fra og til Bopladsen gaar over en høj og stejl Bratning og er altid ubehagelig; med haard-føgen Sne kan den kun passeres ved at der udhugges Trin.
Is- og Erhvervsforhold er som ved Sarqaq. 1 a 2 km omtrent Syd for Stedet omkring 3 Smaaøer er hele Vinteren aabent Vand, som benyttes til Sæl- og Ederfuglefangst.
Befolkningen bestod 1915 af 18 Grønlændere. Af de 7 Mænd var 3 gifte og 1 ugifte. Af de 11 Kvinder var 1 Enke, 3 ugifte og 4 under 12 Aar. Senere er der sket nogen Tilflytning fra Udstedet. En af Fangerne var ansat som Kateket, men er senere afløst af en kateketskoleuddannet. Befolkningen er dygtig og velstillet.
Pladsen havde 2 Huse, begge af Type II. De var gode og rummelige og havde Jernovne. Det ene havde et tilbygget Kul- og Forraadshus med særskilt Indgang. — Der fandtes 2 Telte (Stovt; det ene med Overtræk af Skind); endvidere 1 Konebaad, 6 Kajakker, 1 Slædespand, 6 Rifler og 21 Isgarn.
Historie. Navnet betyder »det nyreformede» og refererer sig til Bopladsens Beliggenhed paa en aflang, rundagtig Humpel. — Hvorvidt Stedet har været beboet før Kolonisationen, vides ikke. 1793 og endnu 1799 boede her ingen. 1805 boede her 57 Mennesker, 1816 var Stedet forladt, men 1823 atter beboet og havde »en Lærerinde«. 1827 og 1850 var det ubeboet. Siden ca. 1885 har Beboelsen været fast.
Najaat
Langs det østvendte mågefuglefjeld under "Amalies bryster" og frem til en lille vig vest for Saqqaq-elvenes delta. Den stejle skråning bag stranden er fyldt med den grønlandske smykkesten Agat og alverdens andre spændende sten og mineraler.
Fra toppen af skrænten er der et fantastisk kig ind i Saqqaqdalen.
Qullissat
Qullissat (gammel stavemåde: (Q)Kutdligssat) er en nu nedlagt by i Grønland. Byen, som engang var en af Grønlands største byer, ligger på nordøstsiden af øen Qeqertarsuaq (samme som Disko) i Vestgrønland. Byen opstod, da den danske stat i 1924 besluttede at etablere en kulmine, som kunne forsyne Grønland med egne kul. Efter Anden Verdenskrig begyndte man at anse den for urentabel, og i 1968 besluttede Danmarks Folketing og Grønlands Landsråd at nedlægge minen, Kongelige Grønlands Handels butikker samt alle offentlige tjenester, såsom skole, politi, sygehus, telegrafstation o. s v. I 1972 blev minen, og dermed byen, endeligt lukket, og den del af befolkningen, som ikke var flyttet frivilligt, blev tvangsforflyttet til andre grønlandske byer, hvilket havde alvorlige sociale konsekvenser for mange af de fraflyttede familier. Efter dette har byen henligget som spøgelsesby. Nogle huse har til tider været lejet ud, men der bruges ingen offentlige penge til nogen form for vedligeholdelse. Den ligger i Qeqertarsuaq Kommune, som dog ikke har noget egentligt ansvar for byen, da den ligger uden for både by- og landdistriktszoner i kommunen. Det betyder, at byen ikke kan blive brugt til turisme. Kuupik Kleist voksede op i byen.
Appat/Ritenbenk
På vestsiden af øen Arveprinsens Ejland ligger Appat/Ritenbenk. Saqqaq blev flyttet til Appat/Ritenbenk i 1781. Sidst i 1930-erne var der endda flere beboere i Appat, end der var i Ilulissat. Under 2. verdenskrig var der problemer med personale og besejlingskapacitet, som bevirkede, at kolonien Appat blev nedlagt i 1942; men fortsatte som udsted til 1955, hvorefter den blev forladt i 1960. I dag er den tidligere kolonibestyrerbolig med butik samt præsteboligen fredet og benyttes om sommeren som lejrskole for kommunens skolevæsen.
Qeqertaq
Betydning: "Øen".
Qeqertaq er Ilulissats næststørste bygd med sine 119 indbyggere (feb 2013). Den er beliggende cirka 90 km nord for Ilulissat på sydsiden af en ø i Tasiusaq bugten. I 1830 var den kendt som vinterudsted, og først i cirka 1845 blev den kendt som helårsudsted.
Man kommer som oftest forbi Qeqertaq med rutebåden mod Saqqaq, men man kommer ikke i land. Turen til Qeqertaq i jolle er en hel anden. Man kan sejle helt tæt på kysten, gøre ophold ved fuglefjeldene og lave en afstikker ind i den lille fjord Saputit, hvor Hannibal plantede sin skov eller man kan fortsætte forbi til Torssukátak og videre til Eqi.
Torssukátak og Eqi
Torssukátak er en række af brede bræfronter i fjordsystemet bag Qeqertaq. Et imponerende syn at se indlandsisen møde havet.
Fortsætter man bag om Arveprinsesn Ejland - ind i Ata sundet - kommer man til Eqi. Få steder i Grønland er ligeså smukke som Eqi-bræen, der løber ud i fjorden 80 kilometer nord for Ilulissat. Med en større issikker båd er det muligt at komme helt ind til kanten af bræen og opleve den kælve store stykker af is. Bragene er enorme, og synet af isfjelde, der brager ud i vandet, er betagende.
Man kan være heldig at komme forbi stedet med rutebåden mod Saqqaq. Med en lille jolle skal man holde sig på stor afstand af bræen, da kælvingsbølgerne let vælter båden omkring.
Sikkerhed og beklædning
Havtemperaturen i Vaigattet ligger tæt på nulpunktet, og falder man i, vil kroppen hurtigt gå i krampe. Man kan ikke klare sig i vandet i meget længere 1½ minut.
I Grønland har man altid levet side om side med den store, voldsomme natur. Man har respekt for naturen kræfter og gør sjældent noget dumdristigt, men for at kunne fungere her, har man også et mere afslappet forhold til faren og risikoen, til livet og døden, end mange danskere.
De lokale kender farvandet, de kender vejret og ved, hvordan man skal færdes i og omkring isen, så man er i gode hænder, men det er selvfølgelig altid en risiko, når man bevæger sig ud på havet.
Båden skal være godkendt til passagersejlads (P-godkendt), hvilket bl.a. betyder at ejeren skal have redningsudtyr om bord, og det hjælper ikke juridisk, at passagerer skriver under på, at det er ’på eget ansvar’. Juridisk falder det ind under begrebet ’ulige aftaleforhold’, hvilket betyder, at da gæsten ikke er i stand til at vurdere risici ved sejladsen, kan man ikke fraskrive sig risikoen ved nok så mange underskrifter.
Selv om sommeren, når det er ganske lunt på land, er det køligt at sejle! Isen og havet køler luften, og når man bevæger sig med en hurtig båd, køles man yderligere ned. Det er derfor vigtigt at klæde sig godt på med en varm trøje (+ evt. termoundertøj) og en vindjakke yderst, handsker og hue.
Det er vigtigt at bruge lag-på-lag princippet, så man kan tage noget af, når man kommer i land og skal ud at gå.
Det kan også være en ide at have en regnjakke med - både fordi vejret kan ændre sig, men også fordi man hurtigt bliver gennemblødt af bølgesprøjt, hvis man sidder forrest i en åben jolle.
